Vær med til at gøre en forskel
Vil du være en del af vores team?
En anderledes tandplejevirksomhed
Hvad er HjemmeTandplejen?
Vi er en privat virksomhed men behandler hovedsageligt for kommuner og offentlige myndigheder, som vi er et supplement til. Vi behandler forskellige patientgrupper: omsorgstandpleje, socialtandpleje, specialtandpleje, indsatte i arrester og fængsler og private borgere mm. Fælles for alle vores patienter på tværs af grupperne er, at de typisk har et stort behov for tandpleje, og at de ikke har mulighed for komme på en almindelig klinik.
Vigtige patientgrupper
Fælles for alle vores patienter på tværs af grupperne er, at de typisk har et stort behov for tandpleje, og at de ikke har mulighed for komme på en almindelig klinik. Dette kan skyldes mange ting: nedsat fysisk funktionsevne, er generelt ældre/svækket, har en eller flere psykiske diagnoser, er udviklingshæmmet, er socialt udsat, eller er frihedsberøvet som indsat eller afsoner.
Det er afgørende, at vi kan tænke empatisk, alternativt og fagligt på samme tid for at gøre en forskel for patienterne.
Behandling dér, hvor patienten er
Vi har ingen almindelige tandklinikker men kører ud og udfører behandlingen dér, hvor patienten befinder sig: på plejecentret, på det sociale værested, på det socialpsykiatriske bosted, i arresten/ fængslet, i patientens egen bolig, med mere.
Vi udfører selve behandlingen enten i en fuldt udstyret tandklinikbus, på en lånt kommunal klinik eller med mobilt udstyr (bl.a. bærbar røntgen) i patientens hjem.
Vi arbejder i teams, og har ikke provision
Vi arbejder oftest som teams i par: klinikassistent og behandler. Vi dækker hele landet fra vores kontorer i Kolding, Køge og Århus.
Selvom der ikke er provision hos os, så kan dagene godt være travle og udfordrende, og to dage er aldrig ens; men gevinsten er taknemmeligheden fra patienterne på tværs af de forskellige kategorier. Du kommer til at gøre en forskel.
Sådan samarbejder vi i HjemmeTandplejen
Hverdagen i HjemmeTandplejen
Behandlingsdagen planlægges
Den enkelte behandlingsdag planlægges af PatientServiceCenteret, der også er kontaktpunkt dagen igennem.
Vi arbejder i teams
Vi arbejder i teams – klinikassistent og behandler – og deles om at løse opgaverne. Man kører ikke altid i faste teams eller i faste biler/busser. Der køres på tværs af de normale teams ud fra faglige behov og i forbindelse med sygdom og ferie.
Vores teams arbejder med en høj grad af selvstændighed og stor frihed under ansvar.
Udekørende behandling
Når teamet er mødt ind på kontoret og er blevet omklædt, kører de ud til det sted, hvor behandlingen skal finde sted: plejecenter, fængsel, værested mm. Da vi ud fra vores 3 kontorer dækker hele Danmark, tilbringes en væsentlig del af arbejdsdagen i bilen eller bussen til eller fra behandlingsstedet.
De udekørende kører ud og behandler ud fra den planlagte dagsseddel og kontakter efter behov PatientServiceCenteret i løbet af dagen.
Forskellige patientgrupper
Som udekørende løser man behandlingsopgaver inden for alle vores forskellige patientgrupper:
- omsorgstandpleje
- socialtandpleje
- specialtandpleje
- kriminalforsorgen
- private patienter
- ferievagt for kommunale tandplejer (voksentandpleje)
- med mere
Bliv en del af holdet
Jobs
Vi søger løbende nye kolleger enten til fast eller til ad hoc-arbejde hos os. Hvis du vil høre mere om de ledige stillinger, vi har i øjeblikket, så kontakt os på job@hjemmetandplejen.dk eller på telefon 70 275 285 hvor driftschef Pernille Byrgesen eller direktør Tim Holberg Fog er klar til at fortælle dig mere om muligheder for at blive en del af HjemmeTandplejen.
Du er naturligvis også meget velkommen til at sende os en ansøgning på job@hjemmetandplejen.dk eller til HjemmeTandplejen A/S, Ørnevej 2, 4600 Køge.
Medarbejderne fortæller …
Hvorfor har du valgt at arbejde i HjemmeTandplejen?
Jeg har valgt at arbejde i HjemmeTandplejen for at gøre en forskel. Vi arbejder med et helt menneske, og ikke kun tænder. Vi arbejder i et helt andet tempo end på en privat klinik.
Hvad gør en dag i HjemmeTandplejen god?
En dag bliver god, når man føler, man har gjort gavn: Når man kan mærke, at man har gjort en forskel for dem som ikke kan selv.
Hvordan gør HjemmeTandplejen en forskel for patienterne?
Vi gør virkelig en forskel for dem der ikke kan komme til tandlægen selv, og vi arbejder med en skøn blanding af mennesker og livssituationer.
Hvad er det bedste ved at arbejde i teams i HjemmeTandplejen?
Vi arbejder selvstændigt, men har altid et stærkt team i ryggen – det skaber tryghed og kvalitet, og følelsen af aldrig at stå alene.
Har du tilstrækkelig med faglig frihed i HjemmeTandplejen?
Som tandplejer oplever jeg stor faglig frihed til at kombinere mine kliniske og pædagogiske kompetencer til at strukturere behandlinger efter patientens individuelle behov og ønsker. Det kræver nogle gange et kreativt twist for at komme i mål, og dén udfordring synes jeg er fantastisk.
Hvis du kunne ændre noget i HjemmeTandplejen, hvad skulle det så være?
Jeg oplever en udfordring mellem os og plejepersonale ude i landet: Meget kommunikation går desværre tabt i de forskellige journalføringer, hvilket i sidste ende går udover vores patienters sundhed. Dét ville jeg ønske, vi kunne ændre på.
Hvad er det bedste ved HjemmeTandplejen som virksomhed?
Det bedste ved HjemmeTandplejen er de dygtige og rutinerede klinikassistenter og behandlere. Der er en god korpsånd: Vi hjælper altid hinanden. Der er en topprofessionel og meget venlig ledelse.
Hvad betyder det for vores behandlere, at de er på fast løn og ikke på provision?
At være på fast løn giver økonomisk tryghed og stabilitet, uanset patientflowet. Det betyder, at fokus kan være på kvalitet i behandlingen frem for kvantitet.